Jovist sæsonen for solbær er ovre, men nu havde jeg én pose fuld i fryseren, som jeg fik i en fin velkomstkurv da jeg flyttede ind i min lejlighed her i Stege, og den tog unødig plads. I dag blev den omsat til en skøn enkel marmelade, uden nogen dikkedarer. Eller det er måske lyv, for jeg har faktisk tilsat geleringspulver. Det er noget jeg sjældent gør når jeg sylter, men det var som om denne marmelade ikke rigtig ville sætte sig, og der er vist noget om at pektinindholdet falder når bær og frugt har været nedfrosset. Så indimellem må man ty til hjælpemidler, sådan er det jo.
Måske har du også solbær i fryseren? Hvis ikke, kan du jo vente til næste år når bærrene hænger solmodne på buskene. I hvert fald vil jeg sige, at sådan et glas hører til blandt mine favoritter.
Solbærmarmelade:
- 500 g solbær
- 500 g sukker
- 1-2 tsk. geleringspulver
- Atamon eller klar alkohol til at skylle glassene med
Nip bærrene og skyl dem i en si, lad dem dryppe af.
Kom bærrene i en større gryde, og lad dem simre i 5-7 min. under svag varme.
Tilsæt nu sukker, og geleringspulver efter anvisning på posen.
Lad marmeladen koge videre i ca. 10 min. og skum af undervejs.
Kom marmeladen direkte på rengjorte skoldede og skyllede glas, luk til og opbevar mørkt og køligt.
Du kan sagtens koge en marmelade med langt mindre mængde sukker, men da konserveres den knap så godt og skal dels opbevares på køl og dels spises hurtigere.