Anmeldelse + GIVE AWAY: Grønt i front – i klimakøkkenet/Ditte Ingemann

Mad, isærdeleshed produktionen af mad, udgør 20 % af vores klimaaftryk i Danmark og som danskere er vi hver især ansvarlige for en udledning, som svarer til 17 ton CO2 om året, hvoraf vores forbrug af mad og drikke alene udleder 3 ton CO2. Vilde tal. Og bekymrende fakta.

“Men det kan jeg jo ikke ændre, sådan ene-kvinde” sagde en bekendt til mig, da vi talte om emnet. Og nej, hver især kan vi jo ikke med vores ændringer vende bøtten fuldstændig, men hvis vi hver især læner os tilbage og lukker øjnene og håber det går over, så ændrer det sig jo i hvert fald slet ikke, tværtimod. Så er du en af dem der gerne vil sætte langt mindre klimaaftryk via din mad, så er den her kogebog en rigtig god hjælp.

Der er flere faktorer der gør sig gældende, f eks er al lokal produceret mad ikke medvirkende til at nedsætte klimaaftrykket. En tomat dyrket på friland når der er sæson for tomater er et langt bedre valg end en tomat dyrket på stordriftsmanér i drivhus. Transport af madvarer er også meget væsentlig at tage i betragtning, da lastbiler og færger f eks sætter et mindre klimaaftryk end flytransport. Og så er der jo selve madvarerne, hvor især det mørke kød er den største synder i regnskabet. Sådan kunne jeg blive ved med at remse op fra bogen Grønt i front – i klimakøkkenet, som på pædagogisk vis opridser faktuel viden. En viden som er nyttig at have med sig hvis man gerne vil ændre sine madvaner, og faktisk også hvis man allerede er i gang med processen.

Flækærtedeller med grønkålssalat

De her deller af flækærter er right down my Alley. Jeg bruger ofte flækærter til at lave enten grønne deller eller falafel af, fordi de bliver så dejligt saftige.

Du får udover de indledende forklarende afsnit, som jeg har refereret lidt af i ovenstående, de 7 vigtigste klimaråd når det kommer til mad, en sæsonguide samt gode tips til hver opskrift. Det kan være tips til at undgå madspild, det kan være forslag om at erstatte med et andet produkt og en masse andre nyttige tips, især til den knapt så køkkenkyndige. Og så er der jo selvfølgelig opskrifterne.

Samtlige opskrifter er uden kød, fordi som kogebogsforfatteren Ditte Ingemann skriver, er den allernemmeste måde at sænke klimaaftrykket på. Men som hun skriver, så kan man jo tilsætte kød eller servere en del af retterne til kød. Her får jeg lyst til at tilføje, at man også kan bruge kød som et krydderi – selv bruger jeg eksempelvis fond kogt på kyllingeskrog i risotto eller som smagsgiver i vegetariske retter for at få umami smag i retten, et par skiver ovnbagte lufttørret skinke som fnuller ovenpå en suppe, en æggekage mv. På den måde nedsættes indtaget af kød, men smagen reduceres ikke spor.

Opskrifterne er inddelt i årstiderne, hvilket giver særlig god mening i en kogebog som denne. Med den inddeling og sæsonguiden bagest i bogen kommer man rigtig langt.

Selv satte jeg allerede ved første gennemlæsning af kogebogen X ved flere opskrifter jeg vil prøve af: Kålpakker med aromatisk nødde – og svampefyld er en af dem, fordi det bare er en helt oplagt ret at skifte kødet ud med grønt. En anden opskrift, som jeg synes er decideret genial, er Grønne hotdogs med ærtepølser og syltede løg, faktisk irriterer det mig grænseløst at jeg ikke selv er kommet på det. Prøv lige at se nogle lækre hottere!

Grønne hotdogs med ærtepølser og syltede rødløg

GIVE AWAY:

I samarbejde med forlaget har jeg fået lov at uddele et eksemplar af Grønt i front – i klimakøkkenet.

Du kan smide et lod i puljen om at vinde kogebogen ovre på Instagram !

Grønt i front – i klimakøkkenet, Ditte Ingemann opskrifter, tekst og fotos,

192 s., 199,95 kr, Samvirke og Strandberg Publishing, bogen udkommer 6.november 2020.

Anmeldelse: Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer/Kirsten Skaarup

 

//Anmeldelsen er blevet til i samarbejde med Rosinante //

Med denne ny-udgivelse har Kirsten Skaarup nu udgivet hele 30 kogebøger (!!), hvor af langt de fleste kræser om det grønne køkken. For Skaarup er bidt af grøntsager, linser, ærter, frø, skaller – ja alt der kan dyrkes, og her i kogebogen, med den knap så mundrette titel: Klimakærlige frikadeller, bøffer, pateer & postejer, er samtlige opskrifter 100 % plantebaseret.

Hvis du er bekendt med Kirsten Skaarup og hendes opskrifter, så vil du vide at hun var med på trenden med at spise vegansk længe inden den bølge egentlig ramte landet. Selv har jeg fulgt hende i en hel del år, og hendes opskrifter er meget inspirerende for mig. Ikke at jeg hverken er vegetar eller veganer, ej heller sværger jeg til bestemte retninger i mit køkken, men fordi jeg som Kirsten Skaarup jagter den gode smag. Noget jeg for en del år siden, synes var ret så svært når det kom til tilberedte grønne retter, men som jeg efterhånden er ved at have ret godt styr på. Dermed ikke sagt at man ikke kan lade sig inspirere.

Inspirationen kommer for mit vedkommende ikke kun via selve Kirstens opskrifter, men også i f eks de afsnit i denne kogebog hun har kommet indimellem opskrifterne. Der er emner som madspild – idéer til hvordan man kan undgå madspild, der er faktuelle oplysninger om klimakrisen, med hvilke madvarer du får umami smag og så er der indtil flere små tekster og citater, som f eks dette:

Et lands storhed kan bedømmes på den måde, man behandler dyrene på.

Gandhi

 

Mange vil måske rynke på næsen over at erstatte deres kødfulde frikadelle med en plantebaseret, og selv har jeg haft svært ved især det veganske køkkens måde at søge at erstatte noget velkendt fra det kødspisende køkken, eks vis frikadellen, squashetti osv. Men så læser jeg Kirstens forklaring på hvorfor hun udvikler netop den slags opskrifter: fordi det er velkendt og lig med tryghed, og så giver det pludselig meget mere mening for mig. Kirsten Skaarup mener at der en bevægelse i gang og at vi i fremtiden vil spise langt mere plantebaseret, den tese er hun jo bestemt ikke ene om at have.

Den rige mands ko spiser den fattige mands mad.

Gandhi

Selv synes jeg at vittighederne og den afstand der var til vegetarer for få år siden har foretaget sig. At den så går udover veganerne nu, er måske et spørgsmål om tid, eller at det alligevel er for stort et skridt for den brede del af befolkningen. Uanset, så mener jeg at tallene taler deres tydelige sprog, når det kommer til hvor stor en belastning produktion af især kød og mejeriprodukter er for klimaet. For min egen del har jeg gjort op, at jeg langt hellere vil opgive kødet end mejeriprodukter, men har også valgt ikke at udelukke nogen fødevarekilde i min kost, men forsøger at købe ind og tilberede maden langt mere klimabevidst.

Jeg tager klart babysteps når det kommer til at erstatte animalske mejeriprodukter med noget andet, og jeg ved ærlig talt ikke om jeg kan vænne mig til smagen af f eks planteføde i en klassisk brun sovs. Derimod er jeg meget begejstret for grønstagsbaserede sovse og dressing lavet på eks vis nødder og begge dele er der en hel del opskrifter på i bogen – jeg nævner her i flæng: blomkålssovs, urte-tomatsovs, mandel-senneps dressing, birkes dressing mv.

Men tilbage til det kogebogen primært handler om, de fars baserede retter. På ovenstående foto ses det Kirsten så fint kalder en leve(r)postej, som hun har et par opskrifter med på. En har en anden humoristisk titel: Stryhn-gå-hjem-og-læg-dig-postej som er baseret på linser og valnødder og smagt til med bladselleri, løg, tamari, salvie mv. Selv har jeg et par gange lavet nogle af hendes postejer, som jeg har spist med stort velbehag og som jeg synes holder overraskende længe. Opskrifterne på dem, har jeg fundet på hendes blog eller er blevet fristet af på hendes Instagram profil. Det er klart Kirsten der i sin tid satte mig på sporet af at tilberede vegetariske bøffer, noget jeg faktisk holder væsentligt mere af end den klassiske bøf af hakket oksekød, som jeg synes har det med at lande for tungt i maven.

Jeg selv har endnu tilgode at lave langt mere rent plantebaseret af den slags, og det er der rig mulighed for at finde inspiration, tips og opskrifter på i den meget appetitlige kogebog.

De farverige og smukke billeder står Kirsten Skaarup selv bag og bogen er udgivet af forlaget Rosinante, den koster 249,95 kr.

Citaterne er fra bogen, fotos: Kirsten Skaarup.