Anmeldelse + GIVE AWAY: Grønt i front – i klimakøkkenet/Ditte Ingemann

Mad, isærdeleshed produktionen af mad, udgør 20 % af vores klimaaftryk i Danmark og som danskere er vi hver især ansvarlige for en udledning, som svarer til 17 ton CO2 om året, hvoraf vores forbrug af mad og drikke alene udleder 3 ton CO2. Vilde tal. Og bekymrende fakta.

“Men det kan jeg jo ikke ændre, sådan ene-kvinde” sagde en bekendt til mig, da vi talte om emnet. Og nej, hver især kan vi jo ikke med vores ændringer vende bøtten fuldstændig, men hvis vi hver især læner os tilbage og lukker øjnene og håber det går over, så ændrer det sig jo i hvert fald slet ikke, tværtimod. Så er du en af dem der gerne vil sætte langt mindre klimaaftryk via din mad, så er den her kogebog en rigtig god hjælp.

Der er flere faktorer der gør sig gældende, f eks er al lokal produceret mad ikke medvirkende til at nedsætte klimaaftrykket. En tomat dyrket på friland når der er sæson for tomater er et langt bedre valg end en tomat dyrket på stordriftsmanér i drivhus. Transport af madvarer er også meget væsentlig at tage i betragtning, da lastbiler og færger f eks sætter et mindre klimaaftryk end flytransport. Og så er der jo selve madvarerne, hvor især det mørke kød er den største synder i regnskabet. Sådan kunne jeg blive ved med at remse op fra bogen Grønt i front – i klimakøkkenet, som på pædagogisk vis opridser faktuel viden. En viden som er nyttig at have med sig hvis man gerne vil ændre sine madvaner, og faktisk også hvis man allerede er i gang med processen.

Flækærtedeller med grønkålssalat

De her deller af flækærter er right down my Alley. Jeg bruger ofte flækærter til at lave enten grønne deller eller falafel af, fordi de bliver så dejligt saftige.

Du får udover de indledende forklarende afsnit, som jeg har refereret lidt af i ovenstående, de 7 vigtigste klimaråd når det kommer til mad, en sæsonguide samt gode tips til hver opskrift. Det kan være tips til at undgå madspild, det kan være forslag om at erstatte med et andet produkt og en masse andre nyttige tips, især til den knapt så køkkenkyndige. Og så er der jo selvfølgelig opskrifterne.

Samtlige opskrifter er uden kød, fordi som kogebogsforfatteren Ditte Ingemann skriver, er den allernemmeste måde at sænke klimaaftrykket på. Men som hun skriver, så kan man jo tilsætte kød eller servere en del af retterne til kød. Her får jeg lyst til at tilføje, at man også kan bruge kød som et krydderi – selv bruger jeg eksempelvis fond kogt på kyllingeskrog i risotto eller som smagsgiver i vegetariske retter for at få umami smag i retten, et par skiver ovnbagte lufttørret skinke som fnuller ovenpå en suppe, en æggekage mv. På den måde nedsættes indtaget af kød, men smagen reduceres ikke spor.

Opskrifterne er inddelt i årstiderne, hvilket giver særlig god mening i en kogebog som denne. Med den inddeling og sæsonguiden bagest i bogen kommer man rigtig langt.

Selv satte jeg allerede ved første gennemlæsning af kogebogen X ved flere opskrifter jeg vil prøve af: Kålpakker med aromatisk nødde – og svampefyld er en af dem, fordi det bare er en helt oplagt ret at skifte kødet ud med grønt. En anden opskrift, som jeg synes er decideret genial, er Grønne hotdogs med ærtepølser og syltede løg, faktisk irriterer det mig grænseløst at jeg ikke selv er kommet på det. Prøv lige at se nogle lækre hottere!

Grønne hotdogs med ærtepølser og syltede rødløg

GIVE AWAY:

I samarbejde med forlaget har jeg fået lov at uddele et eksemplar af Grønt i front – i klimakøkkenet.

Du kan smide et lod i puljen om at vinde kogebogen ovre på Instagram !

Grønt i front – i klimakøkkenet, Ditte Ingemann opskrifter, tekst og fotos,

192 s., 199,95 kr, Samvirke og Strandberg Publishing, bogen udkommer 6.november 2020.

Anmeldelse: Kødfri Mandag/Nadia Mathiasen + GIVE AWAY

Kødfri Mandag/Samvirke

Hvis der kun skal en hverdags-kogebog under træet i år, så skal det være Kødfri Mandag . Kogebogen er så dejlig fritaget for pegefingre, kostdogmer og modeluner. Og det til trods for overskriften og bogens budskab: mindre kød indtag i vores kost, og fra forfatterens perspektiv for egen sundheds skyld, men også for klimaet, miljøets og dyrevelfærdens skyld. Og selvom Kødfri Mandag jo er en bevægelse, og navnet på bogen hedder præcis det, så får du i indledningen Nadia´s bevæggrunde for at skrive denne kogebog, og så er der minimalt info om det et par siden inde i bogen, og ellers, så klør hun bare på med opskrifter, 52 i alt, inddelt i årstider, uge for uge. Eller skal vi sige mandag for mandag.

Kødfri Mandag kan blive din. For at smide et lod i puljen om at vinde kogebogen, skal du i kommentarsporet skrive om dine erfaringer med kødfri dage – det kan også være dét at du synes det er svært at få indlejret dem. Det skal du gøre senest d.21.12.16. Husk at angive din mailadresse, sådan at jeg kan få fat i vinderen.

Vinderen er Anna Ofelia, der vandt med denne kommentar: Jeg har været på højskole de sidste 4 måneder, hvor vi hver uge har haft minimum 2 helt kødfrie dage. Jeg synes det har været super fedt og er faktisk nu i den situation at jeg gerne vil fastholde det – måske endda gøre hele ugen kødfri. Af samme grund kunne det være super fedt med lidt inspiration til sådan en ung en som mig, der ikke har helt vildt meget erfaring i et køkken🙂 God jul og glædelig 19. december. Tillykke !

Selv spiser jeg kød til morgen og frokost et par gange om ugen, ligesom der på mit middagsbord nok kun er kød 3-4 gange om ugen. Flexitar, kaldes det, hvis man skal klistre et prædikat på. Sund fornuft, hedder det i min bog. For går man op i dyrevelfærd, og ønsker at spise kød der har levet et ordentligt liv, så koster kødet også det mere – hvilket er i orden med mig, men med min økonomi også bliver et tilvalg. Ligesom jeg bekymrer mig om CO2 udslip, klimaforandringer, om fødevareproduktionen rækker osv osv, og i det er det efter min mening sund fornuft at skære ned på mængderne af kød, helt i tråd med Nadia´s budskab. Derfor er jeg også lige i målgruppen for netop sådan en kogebog, og man kunne tro at dét farvede min begejstring, men det der gør denne kogebog så god er simpelthen det, det handler om: opskrifterne. Nadia, som egentlig er uddannet journalist, men som qua hendes madblog Foodfanatic og store interesse for madlavning nu lever af skrive om mad og udvikle opskrifter, har fat i den lange ende når det kommer til opskrifter uden kød for kødglade – man skal ikke følge savnet af kød når man spiser en ret uden.

Når jeg taler med mennesker der spiser kød dagligt, men som alligevel er nysgerrige på retter uden, så taler de om to ting der fraholder dem fra at lave mad uden kød. Det ene er fornemmelsen af at blive virkelig mæt, uden at skulle gnaske sig igennem enorme mængder af grøntsager. Den anden er smagen. Opskrifterne i bogen her byder i langt overvejende grad enten på det ene eller begge dele. Eks vis ved brugen af proteinholdige produkter; kikærter, æg, ost mv, eller mættende ting som risotto ris, kartofler mv. Eller ved at tilsætte godt med umami, som er den smag vi får når vi spiser kød, især det røde kød, fisk og skaldyr – det er ved at tilsætte parmesan, fiskesauce, soja, svampe, tang og tomater. Et andet trick er brugen af krydderier, hvormed man virkelig kan få smæk på smagen i sin mad, også det er der godt af i opskrifterne.

Derfor er kogebogen drøn god til dig der gerne vil i gang med at skære ned på mængden af kød i din kost, men som ikke orker det bliver alt for vegetar-veganer-agtigt. Eller til dig som savner gode smagfulde opskrifter til de kødfri dage som allerede er den af dine spisevaner. Hvis jeg skulle give en kogebog til en ung der stod for at skulle flytte hjemmefra, så ville dette også være en rigtig god kogebog at få med sig i mad-dannelsen.

Ved at være opdelt i årstider, gør kogebogen det også lettere at finde inspiration til brugen af det grønne der er i sæson. Opskrifterne byder på alt lige fra enkle forårsanretninger, til tungere efterårsretter, der er thailandske retter og der er pasta på menuen.

Billederne står smukke og indbydende, og er taget af Chris Tonnesen. Bogen er udgivet af Samvirke og koster 249,95 kr.

 

Anmeldelse: Æg og Mejeriprodukter fra Samvirke

Kan du huske denne serie kogebøger fra Brugsen?

171_frontpage_400x400 188_frontpage_400x400 175_frontpage_400x400

Fælles for bøgerne var at de havde en madvare i centrum, eller et tema som overskrift. Selv husker jeg dem fra mit barndomshjem, de stod der på hylden i køkkenet, side om side med kogebøgerne fra Karolines Køkken. Dem fra Brugsen skulle man hente i butikken, og min mor tog troligt et eksemplar med hjem når der kom en ny i serien. Faktisk var det i disse bøger, sammen med de mange opskrifts-udklip fra Alt for Damerne min mor klistrede i et hæfte, at jeg fandt opskrifter på retter jeg lavede når jeg havde maddag hjemme. Bøgerne er forsvundet med årene, ligesom at Brugsen stoppede med at trykke dem midt i halvfemserne.

_9788792949738            _9788792949745

Men nu har Samvirke i en nutidig udgave valgt, at udgive kogebøger ud fra samme format igen, og har med de to seneste på stammen udgivet 10 små kogebøger i alt. Med 9´eren og nr.10 er Æg og Mejeriprodukter føjet på listen over fødevarer som kål, rodfrugter, hakket kød, fjerkræ, kager, brød-grød og korn, bær og kartofler. Samvirke mener at en klassiker genopstår. Det ved jeg nu ikke om jeg er enig i. For jeg forstår nok ikke helt det med at udgive kogebøger spundet over en råvare. Det beror nok på hvordan man laver mad, eller hvordan man planlægger sin madlavning og sine indkøb. Hvis man står med en bestemt madvare man ikke ved hvad man skal stille op med, eller måske med lidt rigeligt indenfor en kategori, ja så er det jo sådan set meget smart at man kan ty til lige det bind hvor den har hovedrollen. Og til den slags hjemmekokke, så tror jeg kogebogsserien vil være god at have ved hånden.

At jeg ikke helt har fidus til selve formatet, ændrer bestemt ikke på at Mia Irene Kristensen, som står bag både opskrifter og fotos, kan sit kram. Opskrifterne er gedigne, lette at forstå og ingredienslisterne er til gængelige. Ligesom flere af dem er anderledes tænkt, og ved små twists formår at gøre en velkendt ret nutidig og frisk. Udbuddet i begge kogebøger spænder ret vidt, taget størrelsen i betragtning, og der er med en hovedvægt på hverdagsretter også et par mere tidskrævende retter, desserter og bageprojekter.

Jeg har tidligere anmeldt et par af Samvirke bøgerne og det jeg nok er mest begejstret over ved kogebøgerne, er de informative afsnit. Dels er der ved hver opskrift et eller flere tips, det kan være hvordan du let gør retten vegetarisk, eller det kan være tips til andre smagsgivere mv. og dels er der faktuelle sider om f eks de enkelte mejeriprodukter, eller viden om holdbarhed, tilberedning mv. Den slags oplysninger får man sjældent når man blot søger efter en opskrift på nettet, og det gør at kogebøgerne kan være gode at have i samlingen.

Æg fra Samvirke og Mejeriprodukter fra Samvirke er begge udgivet, koster 49,95 kr. stk. og fås i Coops butikker samt hos boghandlere.

 

Anmeldelse: Mad for begyndere – mere grønt

Mad for begyndere - mere grønt

Linn Grubbström har gjort det igen, skabt en kogebog af virkelig pædagogisk karakter. Ikke alene er bogens visuelle del helt nede i detaljen, men også de indlende sider og selve opskrifterne beskrevet på en nærmest no bull shit-agtig måde. Linn sniger denne gang flere grøntsager ind i retterne, og rammer dermed lige ned i tidens ånd med langt større fokus på de grønne sager. Det er ikke en missioneren, hvilket er ret befriende, og retterne er hverken dybt mystiske på den der helse-måde ligesom mange af dem er velkendte, blot med flere grøntsager i.

Linn startede med at blogge om mad på hendes fine blog http://www.frokenkraesen.com/  mest af alt fordi hun selv synes hun var dårlig til at lave mad, og valgte fra starten den meget pædagogiske forklarende tilgang til at formidle hele processen i hendes opskrifter. Jeg fulgte med fra starten, og var især vild med hendes nysgerrighed på hvad råvarerne kan, men også på hendes finurlige opstillinger på billederne. Den sidste del er er der ikke meget af i bogen, og den savner jeg. Den bliver lidt en hjemmekundskabs kogebog. Måske er det fordi jeg ikke ligefrem er målgruppen. Jeg ved i hvert fald, at noget af det der skiller Linn ud fra mange af os andre madbloggere, opskriftsudviklere og madformidlere, er hendes legende og barnlige tilgang til maden og formidlingen. Og det er vitterlig sagt med kærlighed. Forhåbentlig bliver Linns næste kogebog, én med fuld smæk på sjove billeder, en glubende nysgerrighed og en hulens masse af hendes sødme!

Mad for begyndere – mere grønt er inddelt i årstider hvilket er en inddeling der fungerer rigtig godt i netop en begynder-kogebog. På den måde skal man ikke tage stilling til hvad der er i sæson også, og bliver inspireret til at bruge af årstidens grønt i sin madlavning. Der er opskrifter på ret forskellige retter med alt fra sandwich, wraps og hønsesalat til vegetarisk bolognese med spidskål. Og så er der bagværk og søde sager, sidstnævnte mest med frugt.

Billederne er fine, stylingen lækker og enkel, og jeg blev da bestemt sulten!

Med visuelle trin-for-trin billeder, simple forklaringer, tilgængelige råvarer og med vægt på at alle skal kunne være med, er Mad for begyndere – mere grønt en kogebog særligt for den helt unge. Måske den ligefrem skal med i start-køkkensættet når den unge forlader reden?

Mad for begyndere – mere grønt er udgivet af Samvirke, og har en vejl pris på ca. 175 kr.

Foto: Linn Grubbstrøm/Strandberg Publishing

Moderne Mormormad. 65 (fortolkede) retroretter/Samvirke

mormormad/Samvirke

Samvirke har for at markere Brugsens 150 års jubilæum valgt at udgive en kogebog med det de kalder moderne mormormad. Vel og mærke Ditte Ingemann og Hélène Wagns fortolkninger af retterne. Opskrifterne er delt ind i fire årtier, og tager sin begyndelse i 50´ernes køkken. Før hver dekade folder sig ud, får man en indledning til hvad der rørte sig i køkkenerne rundt om i landet, hvor inspirationen kom fra, hvilke varer der bød sig mv. Efter min mening, kunne disse afsnit snildt udbygges og blive til en hel beretning i sig selv! (Her en opfordring til Samvirke om endnu en udgivelse) For ganske interessant er det jo, at efterkrigstidsårene slæbte knappe ressourcer med sig et godt stykke tid og at kvindernes indtog på arbejdsmarkedet ændrede det der kom på middagsbordet hos familien Danmark. Ligesom supermarkedernes indtog igen ændrer vores forhold til de varer vi slæber hjem i kurven, og at vi med charterferierne får næse for rødvin, nye retter og anderledes smage. Velkendte beretninger, jovist, men stadig ret interessante. Disse afsnit i kogebogen står Hélène Wagn bag, og hun formår at kredse hvert årti ind på et par sider, hvilket nok er meget passende i en kogebog.

Ved hver opskrift er der en lille tekst om opskriften, et eksempel på ordlyden er fra opskriften på Fondue bourguignonne: Fonduegryden slog igennem i 70´erne, måske fordi konceptet passede perfekt til danskernes evige hang til “hygge”. Rigtig mange red med på forbrugsbølgen og købte deres egen fonduegryde, helt magen til naboens, genboens og overboems og … på en eller anden måde var de tekster det der fangede mig først, måske i en søgen efter hvad det er de damer har ændret i opskrifterne i forhold til de oprindelige? For ærligt, så er jeg ikke særlig bevandret i gamle danske opskrifter, og der er en del af dem, der er med i kogebogen jeg end aldrig har smagt, og derfor synes jeg det havde klædt kogebogen at have en fodnote med om det. Særligt fordi de skriver i indledningen at de gerne vil slå et slag for bevarelsen af disse retter med kommende generationer. Og her skulle man mene, at det kræver et vist kendskab til det oprindelige afsæt. Der er en del af opskrifterne hvor det tydeligt ses, og læses, hvad ny-fortolkningen består i. Som eksempelvis rødkålssalat til frikadeller, brugen af kokosmælk i karrysaucen til boller i karry og flere af desserterne som får tilføjet en nutidig ingrediens/tilberedning.

Bogens layout er ren nostalgi for en som har levet i to af de nævnte årtier, hvor samlehæfter med opskrifter var at finde i mit brune barndomskøkken, hvor indkøbsturen regelmæssigt gik til Brugsen på Nørreport st. og hvor min mor bestemt ikke var bleg for at ty til pulverløsninger og andre madlavningsfiduser. Derfor er mange af de gamle reklamer i kogebogen genkendelige, og de der ikke er, vækker alligevel minder fra en svunden tid.

Billederne er super fine, og befriende enkle. Ret modsatte af nutidens foodstylings-trends er de ikke suppleret med en masse andet, og alligevel virker de nutidige, bla fordi der er valgt en del retrostel og service som også bruges på mange madbilleder i dag. Billederne er stylet og taget af dygtige Ditte Ingemann.

Bogen koster 199,95 kr, og udkommer 17.marts. Og hvem skal man så købe sådan en kogebog til? Måske netop den helt unge der selv skal til at lave mad, eller måske blot til alle vi der virkelig sætter pris på gedigen mormormad? Jeg er ikke helt sikker på hvem målgruppen er, måske fordi den ikke er tydelig at ramme, men én ting er sikker, jeg får i hvert flad lyst til at gå i køkkenet og skabe noget nostalgi.

Til allersidst vil jeg takke de damer for, at vække et madminde der var helt forsvundet fra min hukommelse, nemlig desserten som min mor købte på frost, og som bestod af appelsinsorbet serveret i udhulede appelsiner! Dem tøede hun blot en smule, piskede flødeskum til og serverede der i 70´erne for gæsterne, der altid var lige imponerede. Mest af alt husker jeg de meget kolde fingre man fik, af at holde appelsinen fast på tallerknen … i bogen fyldes de med en sorbet af citron og blodappelsin. Dét må prøves ved lejlighed.

Pimp din januarmad – cucina Nada i Samvirke

I denne måneds udgave af Samvirke finder du 6 bud på lette sylterier og præservering, der alle kan være med til at pifte vintermaden lidt op.

Ikke alene er der opskrifter som Syltet vintergrønt og Råsyltet spidskål, men også en lille artikel om mig. Slå et smut forbi, og find de 8 sider på side 56 og frem.

Godt nytår!

OST på bordet – Ostesnak har begået en kogebog/GIVE AWAY

OST på bordet/Ditte Ingemann

Ost er selvsagt omdrejningspunktet i “OST på bordet”, og bag bogen står Camilla Bojesen-Møller, der  også har bloggen Ostesnak.dk Bogen er udgivet af Samvirke, og har de skønneste billeder, alle knipset af Ditte Ingemann, den er i handlen fra d.23.marts og koster 99 kr.

Med OST på bordet får du en række velkendte opskrifter såsom ostefondue, bruschetta med ricotta, pizze og burgere, men du får også idéer til brugen af andre ostetyper end du plejer at bruge i de forskellige retter. Og så får du anvisninger og tips til ostebordet, hvordan du sammensætter de forskellige oste, hvordan du opbevarer dem og hvilke drikkevarer der går godt med de forskellige oste. Det synes jeg er nogle fine detaljer, og noget der kan få mig til at købe en kogebog i disse tider hvor man let kan finde opskrifter og inspiration online.

Bogen fører dig igennem de europæiske lande der har stolte oste traditioner, og efter en introduktion til landene kommer en række opskrifter med brugen af ost fra landet. Bogen rundes af med opskrifter på tilbehør til ost, og der er lige fra brød til peberfrugtchutney.

Opskrifterne er lette at forstå, og ingredienserne er til at få fat på. Alt i alt en fin lille bog at have ved hånden når der skal planlægges gæstebud og ost er en del af menuen, eller når hverdagens ostebord skal piftes lidt op. Selv har jeg fundet et par opskrifter der skal prøves af, bla Portobellosvampe med cheddar, skinke og grøntsagssalsa, ligesom jeg har set mig lun på Selleribøffer med parmesan og Them krystalost. Billederne er yderst indbydende, og for mit vedkommende bliver jeg aldeles inspireret til at sætte ost på bordet, både i maden og på brættet.

GIVE* * * * *AWAY

Og OST på bordet kan blive din! Alt du skal gøre er at skrive i kommentarsporet hvordan du bruger ost i dit køkken – det skal du gøre senest d.25.3.2015. Der trækkes lod om en vinder, og vinderen får besked umiddelbart efter.

Give away sker i samarbejde med Samvirke og forfatteren.

Anmeldelse: “Kager” og “Brød, grød og korn” fra Samvirke samt opskrift på Romkugler

 

romkugler/samvirke/lacucinanada

Uha, det her er et af de hængepartier jeg har haft liggende henover sommeren. Egentlig ret fjollet, for jeg læste kogebøgerne straks jeg modtog dem, og valgte med det samme en opskrift ud som jeg fik lov at dele med jer fra én af bøgerne, men der kom en sommerferie, en del arbejde i min urban have, et opskrift-projekt for Fairtrade, et makeover af mit køkken og mange andre dårlige undskyldninger i vejen for at skrive denne anmeldelse.

Nuvel, here comes:

Bøgerne er nr. 5 og 6 i rækken af små kogebøger med 30 opskrifter i hver, og er tænkt som genoptryk af Brugsens tematiserede kogebøger som jeg husker fra barndommens køkken. Bag opskrifterne står Mia Irene Kristensen som er uddannet inden for Fødevarevidenskab på KU. Hvis du vil se mere af hvad Mia foretager sig, så se her eller følg ´cphgoodfood´på Instagram. Bøgerne koster 50 kr stykket.

I begge kogebøger er det tilgengælige ingredienser der bruges i opskrifterne, og mange af dem er i en mere nutidig version, eks vis er der i kage-kogebogen tilføjet lakridspulver i rutebilerne, en genfortolkning af den populære Oreo kiks samt ribs at finde i den klassiske drømmekage. 

Noget jeg synes vældig godt om i disse kogebøger, er de små afsnit “om”, eks vis havreprodukter i “Brød, grød og korn” kogebogen, konkret og informativt. Jeg kunne tænke mig at de afsnit var samlet til sidst i bogen i stedet, sådan at det var lettere at slå op. En anden lækker detalje, er et afsnit om hvilke drikkevarer der klæder hvilke kager. Det er rigtig godt tænkt!

Jeg har indtil flere opskrifter i bøgerne der står på min to-do liste, og skal klart prøve mini-hotdog brødene med læg meget snart. Og så inspirerer Mia mig ifht ingredienser eller smage, eks vis har hun bagt rugbrød med rosmarin, dét skal jeg prøve næste gang den står på rugbrødsbagning.

Billederne er rigtig fine, men kommer måske ikke helt til deres ret i bøgernes lille format. Men de gør mig sulten og giver mig lyst til at gå i køkkenet, og det er jo det væsentligste med en kogebog.

Køb kogebøgerne hvis du ikke orker et helt bibelsk værk af en kogebog, til den unge der lige er flyttet hjemmefra eller til hjemmebageren der godt kan lide ny inspiration.

Jeg har brugt opskriften på studenterbrød til romkugler, som der er tip til man også kan – i øvrigt endnu et plus ved bogen: ved alle opskrifter er der et til flere tips til hvad du ellers kan gøre – og du får opskriften fra bogen “Kager fra Samvirke” her:

At lave hjemmelavede romkugler er en rigtig god måde at få brugt en kagerest på! Frys eks vis kagerester ned efterhånden, og tag op og brug når du har nok. Her brugte jeg blommemuffins som jeg frøs tidligere på sommeren.

Ca. 400 g kage, gerne lidt tør, f eks sand- eller chokoladekage, muffins eller brownie.

3 spsk kakaopulver

Ca. 100 g solbær – eller hindbærmarmelade

50 g nougat eller mørk chokolade, smeltet

2 spsk mørk rom eller kaffe (kan udelades)

samt chokoladekrymmel, kokosmel eller andet til at rulle dem i. ( Jeg brugte chokoladekrymmel, ca.100-150 g)

Smuldr kagen i en skål, og tilsæt resten af ingredienserne.

Ælt massen sammen med hænderne, eller brug en røremaskine (jeg brugte min el-pisker), til den er ensartet og sammenhængende.

Læg evt massen på køl 1 time, til den er fast og lettere at forme.

Tril massen til kugler, alt efter hvor store du ønsker romkuglerne.

Hæld chokoladekrymmel på et stykke bagepapir, og tril kuglerne heri.

Opbevar romkuglerne på køl.

– I opskriften står at du skal dyppe eller pensle romkuglerne i chokolade, inden du kommer drys på. I så fald skal du bruge yderligere 200 g mørk chokolade, som du smelter over vandbad. Dette undlod jeg.

La Cucina Nada omtalt på Samvirke.dk

Nu er La Cucina Nada omtalt som værende en af Danmarks bedste madblogs, og en af de mest læste i en artikel på Samvirke.dk. Det er nok en sandhed med modifikationer, men bestemt en omtale damen hvis navn betyder intet på spansk synes om. Desværre havde journalisten fejlagtigt kaldt bloggen min for Lacusinada … Bevares jeg har ikke valgt det mest mundrette navn til en madblog, men jeg synes nu gerne jeg ville have det rette navn med i artiklen, og derfor skrev jeg til hende hvorpå hun har rettet det. I hvert fald øverst i teksten.

Artiklens omdrejningspunkt er at man kan følge med på Kvicklys Juleblog i de fire uger opskrifterne er i tilbudsavisen, samt at man kan få en masse tips til brug af madrester. Det fine ved den Juleblog er at læserne kan skrive tips selv, så der er en del idéer at hente. Du kan læse tipsene under hver enkelt opskrift, og selv komme med tips eller kommentarer hvis du har lyst.

I de to næste uger kan du også finde mine opskrifter i tilbudsavisen, på føromtalte blog og selvfølgelig her på bloggen.

Selv måtte jeg en tur i Kvickly forleden for at hente en lille stak af tilbudsaviserne som jeg kan gemme, for jeg får slet ikke reklamer i en trykt udgave da jeg har et “Nej tak” til reklamer skilt på min postkasse. Jeg synes nemlig det er spild af papir, og har det fint med selv at søge tilbud. Det gør jeg enten via de App´s jeg har fra de supermarkeder jeg køber regelmæssigt ind i, eller som det er tilfældet med netop Kvickly, som ikke lige ligger i nærheden af hvor jeg bor, og hvor jeg planlægger at ligge mine indkøb dér hvis noget lokker.

Hvordan følger du de gode tilbud? Har du en god idé til mig og mine læsere om en smart miljøvenlig måde at få tilbuddene at se på, så skriv meget gerne en kommentar i kommentarfeltet.