Æbleskiver m. rygeost, tomat-fennikelmarmelade og lakrids.

Æbleskiver/LaCucinaNada

Færdiglavede æbleskiver fra frostdisken i supermarkedet, serveret med syntetisk sød marmelade og flormelis hører bestemt ikke til blandt mine favoritter. Og da slet ikke når de slår følge med en sød og vammel glögg fra karton (bvadr). Men det er som om den kombination og måde at servere det på, har vundet indpas som en selvsagt servering ved de mange (kommunale) julefester rundt om i landet. Og det er synd for den arme æbleskive, som faktisk er en fantastisk spise hvis man bager dem selv! Den har mange muligheder, den lille kugle – den kan fyldes med nær sagt hvad som helst, og man kan gå flere veje i både det salte og det søde køkken.

I denne servering har jeg kombineret de to køkkener, da OST, og ikke bare hvilken som helst ost, men RYGEOSTEN er involveret. Man kan sige at desserten er en hyldest til en ost som vitterlig er dansk, og med den fynske specialitet i midten af æbleskiven samt med tilbehøret bliver dette til en tallerken der byder på røg, sødme, fedme, det salte, det sprøde og det bløde. Gå evt linen ud, og byd på en (dansk mikrobryg) øl med røg til, som vil fremhæve rygeosten på fineste vis, eller giv den et sødligt modspil og server en trappist øl til – den er nærmest en dessert i sig selv. Rygeost-æbleskiven kan snildt serveres på alle tider af året, det kunne f eks være frækt at slutte måltidet af nytårsaften med denne servering – og lade julen vare lige til nytår. I så fald kan du bage æbleskiverne på forhånd og lune dem i ovnen – eller du kunne tage gæsterne med i køkkenet og lade dem bage sine egne! Uanset, så lav marmeladen på forhånd, og lad den køle helt af.

Desserten her er mit bidrag til Ost & Ko´s anden runde af opskriftskonkurrencerne med ost, hvor teksten lyder således i denne kategori:

Ost – i det søde køkken
Osten er en sjælden gæst i det søde køkken, men hvorfor egentlig det? I det her tema dyrker vi ostens involvering i måltidets lækkersøde finale. Osten spiller sammen med og op ad velkendte ingredienser fra dessertkøkkenet – mon sød musik opstår?

Om sød musik opstår i denne dessert? Det vil jeg bestemt mene den gør! Også selvom hverken rygeost, tomat og fennikel sjældent er gæster i det søde køkken.Men det kan du jo lade komme an på en prøve, ved at bage en omgang selv.

Æbleskiver/LaCucinaNada

Æbleskiver m. rygeost, tomat-fennikelmarmelade og lakrids:

-4 pers.-

Æbleskiver:

25 g gær

50 ml vand, lunt

2 dl kærnemælk

2 æggeblommer

2 æggehvider

1 strøgen tsk groft salt

Et par vrid med peberkværnen

125 g hvedemel

Ca.150-200 g rygeost

+ smør til bagning

Rør gæren ud i del lune vand, tilsæt citronskal, kærnemælk og æggeblommer.

Bland mel og salt, og pisk det i dejen. Pisk æggehviderne stive, evt med et nip salt, og vend dem forsigtigt i dejen til de er fordelt.

Lad dejen hvile en times tid.

Smelt en smule smør, og smør hullerne i æbleskivepanden en smule.

Bag nu æbleskiverne ved at komme en spsk dej i hvert hul til dejen lige får fat i kanterne. Kom nu en en lille spsk rygeost i midten, og endnu en spsk dej ovenpå.

Vend æbleskiverne når de er let gyldne og ser bagte ud i siderne. Bag dem til de er gyldne og sprøde.

Æbleskiver/LaCucinaNada

 

Tomat-fennikelmarmelade:

250 g cherrytomater

1/2 fennikel

4 stjerneanis

1 kanelstang

150 g sukker

Skyl tomaterne, og kom dem i en tykbundet gryde, lad gerne vandet hænge ved.

Skær den halve fennikel i tern, skyl dem og kom dem ved tomaterne.

Hæld halvdelen af sukkeret ved, samt stjerneanis og kanelstangen.

Giv det er opkog, og skru med det samme ned på lavere varme. Kog marmeladen til den begynder at tykne, hæld noget af væden fra og tilsæt resten af sukkeret. Hæld evt en smule mere væde fra undervejs.

Kog marmeladen færdig til den har en sammenhængende konsistens, og er tyknet, fisk stjerneanis og kanelstang op og blend med stavblenderen til ønsket konsistens.

Opbevar marmeladen i en tætsluttende beholder, mørkt og køligt. HVIS den hældes på sylteglas, og skal holde i længere tid, husk da at skold glasset og skyl det af med spiritus!

Prøv også den søde, krydrede og “lakridsede” marmelade på ostebordet. Novra det er godt.

 

Server æbleskiverne med et drys lakridspulver over (som afløser for flormelis), stil evt mere på bordet sådan at gæsterne selv kan dosere og kom en god klat marmelade ved hver servering.

 

 

 

 

5 kommentarer til “Æbleskiver m. rygeost, tomat-fennikelmarmelade og lakrids.

Tak for din kommentar, kig endelig forbi en anden gang! Mvh La Cucina Nada