Noget jeg vender tilbage til igen og igen er æbletærten. Den er overkommelig at tilberede, og så smager den jo guddommeligt godt. Til min gru opdagede jeg at der ikke var en opskrift på bloggen på æbletærte, og da det er lykkedes mig at ælte mig frem til den perfekte mørdej, så skulle I jo ikke snydes for opskriften.
Æbletærte m. kanel:
Mørdej:
125 g blødt smør
2 æggeblommer
250 g hvedemel, type 00
100 g sukker
1 knivspids groft salt
ca. 3 spsk koldt vand
Fyld:
6 mellemstore søde æbler
1 strøget spsk stødt kanel
Bland alle ingredienserne til mørdejen, på nær vandet som du samler dejen med. Måske skal du bruge en smule mere vand, dejen skal hænge sammen, men må ikke være for klistret. Sæt den på køl en times tid. Rul den ud på et meldrysset bord, og kom dejen i en slip-let tærteform, tryk den godt ind i kanterne og skær evt overskydende dej fra.
Skyl æblerne, og halvér dem. Befri dem for kernehuset, og skær i både. Bådene deles yderligere i 3-4 skiver. Læg nu bådene taglagte rundt i formen. Drys kanel udover og bag tærten i 30 min i n forvarmet ovn på 175 grader.
Server gerne med en fuldfed creme fraiche til, og nyd den allerhelst lun.
OBS: hvis du har overskydende mørdej, så frys det og brug det i en lille tærteform eller bland det med en anden rest mørdej til endnu en tærte!
En kommentar til “Æbletærte m. kanel”