Madblogger Udfordringen – læs hvordan 54 madbloggere har håndteret udfordringen!

Som du måske er bekendt med, så tog hele 54 madbloggere imod udfordringen om at genskabe eller ny-fortolke en opskrift på en anden madblog. Jeg selv er jo én af dem, og har fået min sag for med en af landets nok dygtigste kage-dessert blogs, nemlig Copenhagencakes – et univers af konditor agtige smukke kager, feminine små dessert anretninger og et væld af fristende pyntelige sager! Og som jeg skrev til Cecilia der står bag bloggen, så er jeg nok mere til Plumske-kager, I ved sådan nogle rustikke kager der ikke kræver det store pyntegen. Men en udfordring er jo en udfordring, så jeg er i gang med at afprøve lidt forskellige idéer. Resultatet kan I læse d.1.11 her på bloggen!

I skrivende stund har to madblogs allerede postet deres svar på udfordringen, den ene i den søde afdeling med kanelsnegle m. æblemos som faktisk inspirerede mig til at lave mine kanelgifler i en æblegiffel version. Sådan bliver vi nok alle sammen inspirerede af hinanden, og det er præcis én af pointerne med udfordringen. Den anden er et bud på et fiskefad sådan helt asian-style, og dét fra en blog der inspirerer mig dagligt med næsten lutter økologiske grøntsagsretter.

Hvis du er med i udfordringen, så vær sød at del linket til dit indlæg herunder i kommentarsporet, så alle kan læse med. Gerne med en kommentar om hvad du synes om at have været med i selve udfordringen!

Til jer kære læsere, hold øje i dagene fra d.1.-10.11, for her har alle madbloggerne deadline, og mon ikke du får en del inspiration af at læse med?

Du kan se mit bidrag til udfordringen her!