Lys chokoladekage

Når jeg skal bage en chokoladekage, så tænker jeg i chokoladens smag(e), og om jeg vil fremhæve dem ved at tilsætte ting eller om chokoladen skal stå rent frem. Ligesom når jeg møder en ny chokolade, så kan jeg ikke lade være med at tænke hvordan den kan lande i en dessert eller kage. Hvilke nuancer den har, og hvad den vil gå godt sammen med.
Min seneste chokolade-forelskelse er i mælkechokolade, og dens mange fine, lidt sarte smagsnuancer. Vi taler om den ordentlige mælkechokolade, den med et højt kakao indhold. En mousse lavet på mælkechokolade giver en mere mild og blød smag end når man laver den på mørk chokolade f eks. Denne kage er lavet på Valrhonas Jivara mælkechokolade, som har en anelse malt smag. En smag jeg synes fremhæves sammen med nødder, og derfor har jeg bagt kagen med nougat og tilsat valnødder. 

Prøv f eks også en Cheesecake med mælke chokolade, den er bare cremet, let og blød !

Den er helt vildt let at lave, og fordi der ikke er tilsat sukker, udover det der er i nougaten, så smager den vitterlig af de ting der er i den.

Lys chokoladekage:

60 g mælkechokolade, Jivara Valrhona

 75 g nougat 

140 g smør

75 g hvedemel

3 æggeblommer

3 æggehvider 

Et nip groft salt 

En stor håndfuld valnødder, groft hakkede

Smelt chokolade, nougat og smør over vandbad.

Del æggene, og kom blommerne i en større skål, pisk hviderne luftige og stive med et nip salt i en anden skål.

Kom chokoladeblandingen ved æggeblommerne, og hæld melet heri.Kom valnødderne ved. 

Vend hviderne forsigtigt heri, uden at slå luften ud af dem, men sådan at de er blandet helt med chokoladeblandingen til en ensartet dej.

Jeg bagte denne gang i en aflang tærteform, bag i hvad du nu har lyst til. Kagen bliver ikke høj, så formen skal ikke være alt for stor. Smør formen let inden du hælder dejen heri.

Bag v 175 g midt i ovnen i ca. 25-30 min.

Nougatkonfekt

Nougatkonfekt/LaCucinaNada

Lader, konfekt og anden snask hører ligesom julen til. Og hvad er mere hyggeligt end at lave den selv? Jeg drømmer om at kunne lave sådan nogle ekstravagante nogle, især at kunne mestre chokoladetemperering og den slags håndværk, men indtil jeg når dertil, så tyer jeg til konfekt hvor succesraten er lig hundrede procent. Det lover jeg dig den er med dem her, så længe du lover mig at købe ordentlige kvalitetsprodukter til at lave dem af.

Og ved du hvad? Dine halvstore børn kan sagtens være med til at lave dem, hvis du har sådan nogle. Jeg har tilsat flagesalt, for at få et modspil til det fede og søde, og det giver dem virkelig et fint lille touch. Det kan du sagtens udelade. Ligesom du kan lege med pynt som du måtte være i humør til. Når jeg skriver lys nougat, er det fordi jeg har brugt Woodshade Organics lyse nougat – de har nemlig også en mørk nougat, men det er et helt andet indlæg, og den bedste nougat oplevelse du nogensinde har haft. Hvis du ikke kan få fat i deres nougat, så vælg en anden god nougat. Der blev til 23 konfektstykker af denne mængde.

Nougatkonfekt/LaCucinaNada

 TIP: pak evt en lille portion i en celofanpose eller lignende, og glæd din nabo, kollega eller værtinden med den. Resten opbevares i en kagedåse.