Varme drikke/Fairtrade

Varmedrikke/Fairtrade/LineFalck

Fotograf: Line Falck

“Det er koldt og man må drikke sig varm”, er jeg tilbøjelig til at synge i dag. Jeg har nemlig et opskrifts-tema med varme drikke i Fairtrade Danmarks magasin FairNok som er på gaden i dag. Magasinet er med Politikken i dag, og kan findes i Brugsen, Kvickly og Irma.

Hvis du følger med på bloggen så ved du at jeg er VILD med sjælevarmere, og du finder indtil flere opskrifter,  søg på “drikke” og se om der ikke skulle være noget der frister dig på sådan en regnvåd dag som i dag.

Du kan også se magasinet her og to af opskrifterne, nemlig på en rød,- og hvid sjælevarmer her.

I magasinet giver jeg et tip til at  lave sin egen glöggekstrakt, opskriften på den finder du her.

Tak til Fairtrade og Line Falck for samarbejdet i denne omgang!

Grønkålssalat m. korn, bacon og æble

Grønkålssalat/LaCucinaNada

Jeg er absolut vild med kål. På nær rosenkål spiser jeg dem alle rå, og er faktisk mest vild med dem i rå tilstand. Men også stuvede, i asiatiske retter, i supper og sammenkogte retter mv. Kål er afsindig sundt, det er billig kost og så er det i sæson lige nu. En kål jeg virkelig har taget til mig indenfor de seneste år, er grønkålen. Stor, flot, majestætisk. sprød og mest vitaminrige af dem alle, er den blevet synonym med efterår og vinter i mit køkken.

Forleden købte jeg et par skiver af den gode kalvelever hos slagteren på Kultorvet, men havde ikke rigtig gennemtænkt hvad jeg skulle have til den. Hjemme så jeg at jeg jo havde grønkål og æbler, og kom så på denne salat – hvor jeg skar leveren i mindre stykker, vendte dem i mel og lynstegte dem, og anrettede dem på salaten. Kalvelever har en dyb, let sødlig smag som gik rigtig godt i spænd med grønkålen, æblet og den syrlige dressing. Desværre var belysningen så dårlig, hvilket den er ved aftentide herhjemme nu, så jeg fik ikke taget et billede af salaten. Det ærgrede mig, så derfor lavede jeg den her til frokost, og skiftede leveren ud med bacon. Den kombination er også vildt god, så lav den med hvad du synes.

Portionen svarer til en frokost portion til en person.


Grønkålssalat m. korn, bacon og æble

4-5 store blade grønkål

50 g femkornsblanding (kan erstattes med speltkerner el lign.)

50 g bacon

1/2 æble

1/2 økologisk citron

En smule frisk timian

Til senneps-vinaigrette:

Saften af den halve citron

2 spsk olivenolie

1 spsk æblecidereddike

1 spsk stærk sennep

1 tsk flydende honning

Frisk kværnet peber

Et nip flagesalt


 

Kog kornene efter anvisning, og lad dem dryppe og køle af.

Skyl grønkålen, og slyng dem i en slynge. Skær det midterste af bladene væk, og skær grønkålen meget fint.

Rør vinaigretten sammen.

Skær baconen i tern, og steg dem sprøde på en tør pande sammen med timian.

Skær det halve æble i tynde både, og derefter i tern.

Bland nu ingredienserne i en skål og hæld vinaigretten over, eller anret salaten på et fad/en tallerken. Riv citronskal over, enten med et rivejern eller et juliennejern.

OBS: hvis du laver salaten med kalvelever i stedet, husk da ikke et tørsteg den. Kalvelever skal ikke have særlig lang tid, da det hurtigt bliver knastørt. Det må gerne være lyserødt indeni.

Prøv eks vis med kyllingehjerter i stedet! Og skift citronen ud med appelsin.

 


 

Græskarboller

Græskarboller/LaCucinaNada

Det absolut bedste ved efteråret er farverne. Tonerne af rød, orange, gul og brun. Det triste er at de er et synligt tegn på at bladene snart falder af, og at en koldere tid går os i møde. Men lad os nu dvæle lidt ved den smukke del.

Græskarrets komme hos grønthandlerne er også kommet til at varsle efterår herhjemme, og det ikke kun pynte-græskarrene men så sandelig også spise udgaven. Desværre er indkøberne lidt uopfindsomme, og man ser oftest de samme to-tre typer på hylderne, hvilket er trist når der findes så mange forskellige variationer. Nuvel, så er især Hokkaido græskarret ét jeg forbinder med efterår pga dets smukke orange farve.

Da jeg rørte en bolledej sammen forleden aften til en langtidshævet dej, tænkte jeg at jeg da måtte kunne bage dem med græskar i. Græskarret blev skåret i tern, og kogt møre, for derpå at blive blendet til en mos. Når man kommer en sådan mos i dejen, kræver det noget mere mel end jeg plejer at bage med, og dejen skulle også bruge lidt længere tid på at hæve. Til gengæld kom der nogle ret så fine boller ud af det, svagt orange i farven og en smule sødlige, sådan at man sagtens kan smage at sødmen ikke er tilsat fra sukker.


Du bager dem sådan her:

1/2 Hokkaido græskar, lille

4 dl vand

5 g økologisk gær

8 g groft salt

Et par håndfulde hørfrø

2 dl rest havregrød, eller tilsvarende havregryn

500 g hvedemel, ca.

Græskarkerner til pynt

Olivenolie til pensling


 

- Denne dej bliver en smule klistret, så jeg valgte at bage bollerne i papir-muffinforme sat i en metal muffinform.

Opløs gær i vandet, og tilsæt havregrøden. Lad dette hvile i min. et par timer under et fugtigt klæde.

Skræl græskarret, skrab kernerne ud og skær det i tern. Kog dem møre, det tager ca. 20 min. Blend til mos, og afkøl denne en smule.

Tilsæt nu resten af ingredienserne i dejen, inklusiv græskarmosen, og rør godt rundt i dejen. Melet tilsættes lidt ad gangen, og dejen er færdig når den er sammenhængende, men stadig klistret.

Lad nu dejen hæve under et fugtigt klæde natten over, eller min. 6-8 timer.

 

Sæt papirforme i metalformen, og tag klatter af dejen op ved hjælp af en spiseske, og fyld formene næsten op til kanten. Lad bollerne hæve i formen i 1 time under klædet.

Varm ovnen på 200 grader.

Pensl bollerne med olie og drys græskarkerner på. Bag dem i ca. 20 min. til de er let gyldne, sprøde på toppen og dejen ikke hænger i.

 

MadbloggerUdfordringen #4: Spicy torsk på spyd m.tilbehør

MadbloggerUdfordringen4/LaCucinaNada

Jeg har ventet spændt på denne dag, for det er en del uger siden nu jeg kastede fiskesnøren i vandet, men i dag var der bid. Fangsten var en kasse luksus fisk, i mit tilfælde torskefileter leveret af Skagenfood, som med det samme var med på min idé om at de skulle sponsorere fisk til MadbloggerUdfordringen. Et KÆMPE stort tak for samarbejdet, i denne omgang!

Faktisk har jeg måtte læse lidt op på lektien denne gang, for indtil i dag har jeg ikke vidst hvilken fisk jeg modtog, og jeg ville gerne gøre mig så mange forberedelser som muligt. Torsken passer  godt til den ret jeg har valgt at lave, den har struktur og er rimelig fast i kødet, og egner sig derfor fint til at komme på spyd. Min tanke har hele tiden været at jeg gerne ville ende med en let servering, så derfor kom jeg på spyd – og de hører altså ikke kun sommeren til. Forleden dag gjorde jeg mig det klart: fisken  skulle møde det mellemøstlige køkken. En del kogebøger og internet søgning senere blev jeg ikke klogere, for jeg ville ikke lave sådan en ret hvor fisken ligger ovenpå  grønt eller i en eller anden sauce, som rigtig mange mellemøstlige fiskeretter gør. Derfor har jeg splejset for mig velkendte komponenter sammen, tilført nyt og er kommet frem til denne ret, som egentlig er tænkt som en forret. Forretten består af:

Torsk på spyd, marineret i Harissa

Blinis, bagt m revet rødbede

En rødbede-sennepscreme

Ristede kikærter

- Så ikke alene har retten fået et mellemøstligt præg, men det klassiske tilbehør fra den danske udgave af nytårstorsken i form af rødbede og sennep har også sneget sig ind. Dog ikke de hakkede æg …

Man kan selvsagtens øge mængderne, og bruge retten som en hovedret, eller plukke elementer ud og mikse det med noget andet. Her serveres spyddet på tallerknen, og tanken er at man tager fiskestykkerne af ved bordet og selv anretter sin blinis, ligesom man kan gøre det med den klassiske blinis-servering m. rødløg, rogn og cremefraiche. På den måde er gæsterne også lidt beskæftiget ved bordet. Du kan vælge at gøre det som du synes.

Opskriften er til 4.pers.

Man kan købe sig til harissa i velassorterede grønthandlere, men und dig selv at lave det, det smager så meget bedre! Lav evt en større portion, og opbevar det i et steriliseret glas på køl.

Harissa:

1 rød peberfrugt

3 fed hvidløg

1 rødløg

et par stærke røde chilier

1 tsk tomatpuré

1 spsk olivenolie

Saften af 1 citron

1/2 tsk groft salt

1/2 tsk spidskommenfrø

1/2 tsk kommen

1/2 tsk korianderfrø

3 hel kardemomme

Peberfrugten grilles i ovnen til skindet er helt sort udenpå. Læg peberfrugten i en skål med film henover til den er helt afkølet. Flå derefter skindet af den, og pil frøene ud, sådan at der kun er det bløde frugtkød tilbage.

Rist spidskommenfrø, kommen og korianderfrø af på en varm og tør pande.

Hak løget groft, mas hvidløgsfedene og hak dem en smule. Flæk chilierne, og fjern frøene, og hak ligeledes dem. Svits løg og chili i olie til det er helt mørkt, hold skarpt øje med at det ikke brænder på!

Kom det hele i en blender, og blend til en ensartet masse. Suppler evt med mere olie.


Torskefilet:

3 torskefilter, ca. 600 g

8 spyd

Halvér fileterne på langs, og skær dem i små firkanter.

Kom torskestykkerne i en skål med harissa, og vend dem forsigtigt. Lad det trække på køl en times tid.

Varm ovnen op på 175 grader.

Sæt stykkerne på spyd, og giv dem max.5 min. eller til de er møre.


Rødbedeblinis:

3 dl mælk

1 dl piskefløde

1 æggeblomme

1 æggehvide

1/2 spsk smeltet smør

1 dl lunkent vand

50 g boghvedemel

50 g hvedemel

10 g gær eller 1 tsk bagepulver

1 tsk groft salt

1 tsk stødt spidskommen/spidskommenfrø (let ristede)

3 små rødbeder, groft revet

Bring mælken i kog, og pisk den sammen med boghvedemelet.

Hvis du bruger gær, rør den da ud i lunkent vand og bland den med del smeltede afkølede smør.

Pisk smørblandingen sammen med mælkeblandingen, og lad dejen hæve, helst et par timer.

Riv rødbederne på den grove side af et rivejern.

Æggeblomme, hvedemel, bagepulver (hvis du ikke bruger gær), rødbede og salt piskes nu i dejen. Lad den hæve en times tid.

Pisk æggehviden stiv, og bland den, samt piskefløde og i dejen.

Bag blinis i en blinispande m. en smule smør på.

Blinis kan sagtens laves i forvejen, og blot lunes let lige inden anretning. De kan også fryses.


Ristede kikærter:

200 g kikærter (udblødte og kogte)

en smule olivenolie

1 tsk flagesalt

2 tsk røget paprika

Bred kikærterne ud på et bagepapir på en bageplade, drys olie og krydderier på, og rist dem i ovnen v. 175 grader i ca.20-30 min. Hold godt øje med dem, så de ikke brænder på. Lad dem dryppe af.


Rødbede-sennepscreme:

2 halvstore rødbeder

6-8 spsk græsk yoghurt

4 tsk stærk sennep

Et par håndfulde frisk dild

Saften af 1 citron

Salt og peber

Skræl og kog rødbederne møre. Lad dem afkøle en smule.

Hak dilden fint.

Blend nu med yoghurt, sennep, dild og citronsaft, smag til med salt og peber. Hold cremen kold indtil servering.


Pynt:

Jeg skar nogle skiver af bolsjebede på mandolinjern, som jeg blot foldede og lagde ved spydene ved servering.

Derudover brugte jeg rød surkløver/skovsyre som pynt, hvor både blade og blomster kan spises. Bladene har en let skarp syrlig smag, og giver et godt modspil til retten.

Du kan vælge at pynte med hvad du synes, dild eks vis.

Instagram kan – kan du?

Hvad er det Instagram kan? Det er nok det sociale medie jeg bruger mest tid på, og mange vil mene at det er fjollet eller spild af tid. Mindst lige så mange forstår min glæde ved mediet, og heldigvis for det. Jeg er klart til det visuelle, og tror at det er derfor Twitter aldrig rigtig har fanget mig, eller også er dét fordi jeg er en kvinde af mange ord (smiley). På foto appen Instagram kan man vælge at følge indenfor fælles interessesfære, man kan følge venner og bekendte og ligefrem de kendte, hvis man er til den slags. Der er mange forskellige slags profiler at finde, senest faldt jeg over én der udelukkende tager billeder af sten.

Hovedparten af dem jeg følger – det kommer nok ikke som en overraskelse – er madbloggere, madskribenter og kokke. Det gør jeg dels fordi det er interessant for mig at følge med i hvad de nu har gang i, og dels fordi jeg bliver helt vildt inspireret. På mange måder har det medie erstattet min største last, ugeblade og magasiner. Jeg får dækket mit fix ved at bladre billedstrømmen igennem, og mange gange glider jeg blot forbi eller nøjes med et like. Andre gange, og det er den interessante del, kommenterer jeg, går i dialog, spørger til råds, udveksler idéer mv. Det er i og for sig fint nok at skrive yummy, delish, lækkert, gi´mig eller amazing, som kommentar til et billede, bevares det gør jeg oftest selv, men langt mere interessant synes jeg det bliver når dialogen vækkes af enten den titel afsenderen selv har givet billedet, en kommentar fra en anden følger eller der hvor billedet opfordrer til det.

I de år jeg nu har haft en profil er der sket en stor udvikling, og lige nu ser jeg at flere og flere ikke blot nøjes med at dele et billede af senest indtagede konditorkage, sej wall art eller af en fly-vinge. Der inviteres i højere grad end tidligere til dialog, og det gør mediet endnu mere spændende.

Fornylig mødte jeg en Instagrammer som jeg indtil da ikke havde mødt i kød og blod, og på nogle måder var det som om jeg kendte hende lidt alligevel. Vi har jo også fulgt hinanden igennem nogle år, men i og for sig kun via billeder. Men det gjorde at vi havde et afsæt at tale sammen ud fra, udover vores begges glæde ved mad, er vi begge passionerede Instagram brugere. Hun, jeg og en tredje Instagrammer havde netop en interessant snak om hvad det kan, om hvor forskelligt folk bruger det, om reklamebranchens brug af Instagrammere med mange følgere og om at vi alle tre efterhånden bruger en hel del tid der.

Måske tænker du stadig hvad pokker det er jeg mener med den dialog? Du får et par eksempler her:

@karljorg

Dette billede delte @karljorg der står bag bloggen Raavare for nogle dage siden, og som du kan læse inviterede han sine følgere til at komme med bud på, hvad vi bruger græskar til. Det kom der ret mange svar på, og der bliver det endnu mere vedkommende for mig.

Da jeg havde besluttet mig for at knække koden til at få lavet helt almindelige danske frikadeller i fredags, noget jeg aldrig rigtig har mestret, slog jeg op i et par kogebøger. Ingredienslisten var forbavsende kort, og der var ikke delt nogle tips og råd overhovedet. Og jeg husker ikke hvad min salige Bedstemor kom i hendes helt fantastiske deller udover at hun brugte danskvand. Ergo besluttede jeg mig for at dele dette billede:

@lacucinanada

På nær en enkelt fjollet kommentar om at komme hash i farsen, så fik jeg mange seriøse og gode bud. En skrev decideret hendes opskrift til mig, flere delte deres hemmelige fif og med de fleste endte det med en dialog frem og tilbage. Se så kommer der lidt mere bid i det visuelle medie, synes jeg.

Min pointe er ikke at man skal række hånden ud og invitere til dialog hvis man ikke ønsker det, blot at det er mere og andet end et fotoalbum, hvis man ønsker at gøre det til det.

Hvad bruger du Instagram til? Hvilke slags billeder holder du mest af at se på Instagram? Inviterer du til kommentarer og dialog på din profil ? Og har du et par profiler du vil anbefale man følger?

Farmageddon går i kødet på forbrugeren.

“Dette er ikke en `stakkels dyrene bog´ … den prædiker heller ikke vegetarisme. Det er ikke anti-kød og heller ikke en anti-corporate bog”, sådan skriver Philip Lymbery og Isabel Oakeshott i bogen Farmageddon. En bog jeg langt om længe har fået læst, en bog der har efterladt mig temmelig frustreret over verdens udviklingen indenfor kødproduktion.

Bogen er gået hen og er blevet en hel bevægelse med tilhængere som bla Hugh Fearnley-Whittingstall fra Rive Cottage under parolen: Compassion in World farming. Igennem bogen kommer de med mange eksempler og faktuelle tal. Det er benhård læsning, for det handler ikke kun om dyrene, som ellers har temmelig dårlige vilkår i det konventionelle landbrug, men også om miljøet; regnskoven der trues voldsomt, biodiversiteten i al natur der mange steder er ødelagt, truede folkeslag mv. Desuden kommer bogen også ind på arbejdsforholdene og sundhedsaspektet for enorm mange bønder, især de der arbejder på landbrug der producerer foder til alle slagtedyrene.

70 billioner slagtedyr bliver produceret på  kloden i dag, to tredjedele af dem bliver opdrættet i det konventionelle landbrug, og fra Philip Lymberys rejser rundt på kloden bemærker han at der rigtig mange steder slet ikke går dyr frit på markerne længere. Her stiller han bla spørgsmålstegn ved en nok så relevant problematik, nemlig konsekvensen af hvor al dyrenes afføring fra disse “dyre-fabrikker” som de omtales i bogen. Som bekendt bliver den afføring som kommer fra dyr der går frit jo til naturlig kompost direkte på stedet, og skal ikke fragtes væk, ofte over lange strækninger. Og på den måde slutter ringen, for dermed bliver jorden mere frugtbar og producerer naturlige afgrøder til dyrene og de mange insekter der jo er med til at holde gang i biodiversiteten.

Disse mange dyr indtager en tredjedel af klodens kornproduktion, 90 % af soyaproduktionen og 30 % af den globale fiskefangst. Mad som kunne føde den hastigt voksende befolkning på kloden.

Der gives ret grelle eksempler på hvordan kød produktionen har sat sine tydelige spor i naturen, og har ændret faun og flora markant rundt om på jorden. Eksempler som også kan ses på film. Et eksempel er da de besøger en produktion af genmodificeret Soya i Argentina, hvor eneste tegn på naturligt liv er en allerhelvedes masse myg, hvilket er yderst mærkeligt da der ingen vandhuller er i nærheden. Flere steder dyrkes enorme arealer med kun én slags afgrøde, især i USA, og mange af stederne er bierne nærmest uddøde. Bier som er en af de væsentligste spillere i spillet om klodens overlevelse.

Vi her i Danmark kan ikke pege fingre af andre lande i dette tilfælde, da vi er et af de lande der fører stort i forhold til indtaget af kød: gennemsnitsdanskeren spiser 48 kilo kød om året! Og det tal lader til kun at stige yderligere, igennem de sidste 20 år er danskernes forbrug af kylling f eks steget fra 11,6 kg på år pr dansker til 24,2 kg. Sideløbende er realprisen grotesk nok faldet med 40 % siden 1980. For det er danske forbrugere tilsyneladende gerne vil have, billigt kød. Kød er ikke længere forbundet med status som det var det i det gamle landbrugssamfund, hoved salig fordi vi importerer enorme mængder fra lande der kan producere til langt lavere priser end herhjemme. Her er vi medvirkende til at holde lønninger og arbejdsforhold nede for rigtig mange der arbejder indenfor denne industri.

Så er spørgsmålet om hvem der skal regulere denne produktion, sådan at vi kan brødføde en befolkning der ifølge FN´s prognoser spår at vi vil vokse fra nuværende 7 milliarder til 9 milliarder i 2050? På et tidspunkt vil vi ikke kunne producere de enorme mængder billigt korn til dyrefoder, og får behov for at bruge det som menneskeføde, spår seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Henning Otte Hansen, og det vil presse priserne på kød markant opad mener han. Danmarks Naturfredningsforening mener at nogle af løsninger er, at vi spiser langt mindre mængder kød, og at vi skal vælge en bedre kvalitet. Desuden mener de at landbruget skal blive langt bedre til at fodre dyrene med restprodukter i stedet for afgrøder som mennesker kan spise.

Samme konklusion drages også i Farmageddon, vi er nød til at ændre vores måde at spise på, og skære radikalt ned på indtaget af kød. Vi skal tilbage til at kød var en luksus spise for at vi kan brødføde os alle i fremtiden. En anden meget væsentlig konklusion i bogen, er et større fokus på madspild, aldrig er der blevet smidt så meget mad i den vestlige verden som i dag. Alene i Danmark smider vi 540.000 ton spiselige fødevarer ud – her står fødevaresektoren for de 303.000 ton og private forbrugere smider 237.000 ton mad ud. Herhjemme arbejder bevægelsen StopSpildAfMad ihærdigt på mange forskellige tiltag for at reducere madspildet, men igen er det i den grad op til den enkelte forbruger at gøre noget aktivt selv. Altså kan vi som forbrugere være med til at vende udviklingen, ved at styre på de knapper der drejer sig om hvad og hvor meget vi kommer i indkøbskurven, samt på at sikre at det rent faktisk ender på tallerknen og i vores maver, og ikke i skraldespanden.

- Jeg håber at dette indlæg har skabt stof til eftertanke hos dig, kære læser, og hvis du vil læse mere vil jeg varmt anbefale dig at læse bogen, eller søge på Farmageddon, hvor du både finder uddrag af bogen, filmklip, debat og meget mere.


 

Dette indlæg er baseret på flg. kilder:

Farmageddon af Philip Lymbery og Isabel Oakeshott

Avisen Natur & Miljø, Danmarks Naturfredningsforening, #2 juni 2014

Stop Spild Af Mad.dk

Santé Côtes de Rhône!

Santé/LaCucinaNada

Fornylig lærte jeg noget nyt. Faktisk lærte jeg indtil flere nye begreber, og noget om vinens tilblivelse. Og det er jo ikke så skidt endda. Jeg var nemlig inviteret til en Blending Workshop hvor vi skulle blande vores egen Cuvée af druer fra ^Rhône-området i Frankrig. I første omgang smagte vi på tre rene druer:

Grenache er kort fortalt den dominerende røde drue i det sydlige Rhône, og er en drue med lave tanniner – det vi kalder garvesyren – og oftest har en høj grad af sødme.

Mourvédre er omvendt en tanninrig vin, der ved lagring blødes noget op. En langt mere kompleks drue der giver vine med aromaer af peber, sorte bær, trøffel og læder.

Syrah nok den mest kendte drue fra Rhône-området. En drue med høje tanniner, der er meget velegnet til fadlagring. Druen her giver vine med intens duft af bær og blomster.

Efter at have smagt på druerne, og have fået fortalt om Côtes de Rhône vine af den kompetente vinkyper Malene Smidt Hertz, var det tid til selv at forsøge os med at blande sådan, at vinen ville få den rette balance af syre, sødme og tanniner. Med andre ord, at den ville få den rette flavour. For det var tydeligt ved smagningen af de enkelte druer, at de på ingen måde kunne stå alene, eks vis var grenachen lidt fad i det og havde en udpræget ren smag. Således blev vi sat i grupper af 4 og udstyret med måleglas og en flaske af hver vin, samt vores noter fra smagningen.

Vi var igennem en del forskellige blandinger, men synes ikke rigtig at kunne ramme det rette blandingsforhold. Det var som om at grenachen, som vist nok var en årgang 2012, ikke rigtig havde sødme nok. Og se, det var især her jeg lærte noget, for jeg er ikke vild med sødlige rødvine, men blev klar over at der skal en del sødme til for at vinen opnår den rette balance.

Workshoppen har givet mig blod på tanden for at lære mere om vin, for jeg må tilstå at jeg er lidt af en novice – altså ikke i forhold til at indtage den, men i forhold til at vide hvordan de er sammensat, og hvorfor de er sammensat som de er. For det er jo med vin som med mad og dets grundsmage. At få en større viden om vin vil også gøre, at jeg i højere grad ved hvilke vine der passer til hvilke retter.

Tak til Inter-Rhône, Burson-Marsteller, Malene og Beau Marché for en lærerig aften i fine omgivelser, og tak til madblog, mad,- og vinskribenter og IG´ere for hyggeligt samvær!